Resten af 2022

marts 28, 2025 0 Af admin

Vi gik ligesom lidt i stå med at opdatere vores hjemmeside, så lige nu skriver vi d. 28/3-25. Det vil sige, at indlæggene for resten af 2022 samt 2023 og 2024 først er skrevet nu.

Vi sejlene hjem fra Anholt d. 18/4-22, på et hav der var så glat som silke. Flot så det ud, men det blev for motor hele vejen.

I foråret 2022 gik vi på sejlerskole i Hobro. Det var meget lærerigt og rigtig sjovt. Og gav os en god forståelse for, hvordan vi bedst sejler for sejl.

I sommerferien sejlede vi til Sverige. Første ben blev fra Øster Hurup til Hals, hvor vi ventede på vores datter, svigersøn og 2 børnebørn i deres båd Hannah. Næste morgen (tidligt) satte vi så kursen mod Sverige. Det blæste pænt, og der var flere, som blev søsyge. Men med én skipper på hver båd, som havde det ok, gik det alligevel. Efter en lang dags sejlads forsøgte vi os først med at ankre på svensk manér omkring nogle små øer, men til sidst blev vi enige om, at vi nok hellere måtte læse lidt mere op på, hvordan det skulle gøres. Line (vores datter) ringede til havnen på Dyrön, og der fik vi så plads. Dyrön er en fantastik lille ø, som har alt det, vi forbinder med Sverige. Havn, klipper, skov, en lille sandstrand – og så kan man nå hele øen rundt på et par timer. Vi blev liggende nogle dage. Derefter sejlede vi syd om Tjörn, og fandt en lille bugt, hvor det lykkedes os at ankre på svensk manér. Med hækanker og forenden fortøjet til klippen. Her brugte vi også et par dage, inden vi sejlede til Uddevalla.

I Uddevalla fik vi besøg af vores yngste søn. Peter, som på det tidspunkt arbejde i Ed.

Efter et par dage i Uddevalla kunne vi se, at der var vejrskifte på vej, så hvis vi blev alt for længe i Sverige, ville det blive noget af en udfordring at komme retur til Danmark. Så da Peter var kørt hjem søndag, sejlede vi videre til en lille vig, hvor blev blev en nat. Næste morgen startede vi så på turen hjem. Vejret var heldigvis noget bedre en på udturen, så det blev en fin sejltur over Kattegat. Vi ankom til Frederikshavn mandag aften og sejlede retur til Øster Hurup om tirsdagen.

Resten af sæsonen 2022 gik med sejlads frem og tilbage mellem Øster Hurup og Hadsund samt ind i Mariagerfjord